Fidili nyhedsbrev #102.20 udgivet d.28.10.2020

En ædelstens-nyhed

Jeg har hentet nogle helt særlige ædelsten hjem i denne uge.
Jeg bragte dem fra København til Frederikshavn, men deres oprindelsessted har langt varmere himmelstrøg.

Ædelstenene, som er safirer, kommer fra Madagaskar - det eneste sted på jorden, så vidt det vides, hvor safirene kan findes i alle regnbuens farver. Og nogle særlige farver, som ingen andre steder findes.

Det er et unikt samarbejde jeg har indgået med virksomheden Wennick-Lefèvre. Svend Wennick er grundlægger og ejer af virksomheden og hans ærlige og ægte passion for ædelstenene stråler tydeligt igennem, da jeg møder ham første gang i hans showroom i København.

Jeg blev inviteret til en snak om Wennick-Lefèvre’s arbejde, om mit arbejde og om et muligt samarbejde.

Svend er ikke som nogen anden ædelstenssælger, jeg har mødt. Han er udannet arkitekt, men ændrede erhverv efter et besøg på Madagaskar, hvor han tilfældigt blev introduceret til en af naturens ægte skatte - safiren. 
Han fortæller mig om hans fascination, og vision, og jeg forstår meget hurtigt værdien af safirene. Deres individuelle karakteristika, farve og form. Deres historie. Den måde, hvorpå alle i produktionskæden bliver behandlet med respekt. Den måde, hvorpå naturen bliver behandlet med respekt. Den måde, hvorpå hver enkelt safir bliver behandler med respekt.

De fleste ædelsten, anvendt i smykker, er slebne. Kun 1 ud af 100 er ubehandlet, når det kommer til farve og klarhed. Oftest har stenene været under varmebehandling eller stråling.
Noget af det særlige ved Wennick-Lefèvre’s og mine safirer er, at de er ubehandlet - den farve de hver især har, er skabt af naturen. De er en fuldstændig ærlig repræsentation af naturens skønhed.

 

Til hver safir medfølger certifikat samt en lille bog med historien om Wennick-Lefèvre, deres værdier og arbejde med Madagaskar og dets safirer.

En anden vigtig faktor for mig i dette samarbejde, er at produktionskæden er transparent. Fra minearbejde, videre til salg, til slib og for til sidst at ende ved mit værkstedsbord. Der er et stort fokus på, at arbejdsforholdende er socialt ansvarlige og at produktionen er bæredygtig. Selvom det er safirenes imponerende styrke og skønhed, der er omdrejningspunkt for virksomheden, kommer det som en naturlig del af arbejdet, at det er en fælles indsats at passe på hinanden og vores jord.
Svend har altid været ”hands-on” i Madagaskar og startede virksomheden op fra bunden, med kendskab til hele processen og gode relationer til menneskene bag hvert fagområde.

Jeg har nøje udvalgt og samlet en bakke med 24 unikke safirer i forskellige farver, nuancer og slibninger.
Har du lyst til at se dem og høre endnu mere, er du hjerteligt velkommen til at kigge forbi butikken i Søndergade.



Det her var det første lille indblik i mit nye ædelstens-eventyr. Der er så mange fantastiske facetter i historien - apropos et sublimt stenslibningsarbejde, men det vil jeg gå mere i detaljerne med næste gang.

 

 

Tak fordi du læste med,
Kærlig hilsen Fie

logo_edited.png
0